
Vores efterårsrejse begyndte den 4. december, hvilket betød, at vi ikke
havde mere end et par timer hver dag, hvor vi kunne se det smukke
landskab, som omgav os.Det er en underlig fornemmelse, at det aldrig
rigtig bliver lyst, og solen står først op igen i starten af februar.
Alligevel
er det en unik oplevelse at køre med hundeslæde i tusmørket, mens
nordlyset farver himlen grøn og temperaturen sniger sig under de -35
grader. Alt omkring os er stille. Ikke en lyd og ikke en bevægelse – kun
den monotone lyd af skiene, som glider gennem sneen, og lyden af
hundene, som med deres evige energi trækker den tunge slæde kilometer
efter kilometer.Jeg vil i dette rejsebrev vise billeder fra det
grønlandske efterår og fra min efterårstur, hvor jeg sammen med min
kollega og makker Karsten Hugger og vores 13 hunde kørte omkring 800
kilometer. Den 20 december mødtes vi igen med de øvrige siriusfupper for
at fejre julen og nytåret på Daneborg, som er hovedkvarteret for
Slædepatruljen Sirius.
Morten Hilmer